Tanker og følelser

Lige umiddelbart efter samtalen på Rigshospitalet var jeg opløftet og der var ikke meget der havde ændret sig siden jeg fik den første diagnose lige efter scanningen. Det var stadig en godartet tumor og der kunne stadig gøres noget ved den. Forskellen var nu at jeg havde fået en dato for operation, hvilket sådan set også var lidt skræmmende.

Så gik jeg hjem og støvede alt den info op om meningeomer, jeg kunne finde på internettet. Og det medførte noget af en rutchebanetur - en hurtig rutchebanetur på et par timer... maks et par dage - men jeg kom meget langt ned på den tur og nåede at tænke tanker og føle ting jeg ikke havde troet, jeg nogensinde skulle... Det er det der med at det altid er naboen, det sker for.
Der er masser altid masser af dårlige historier at finde på nettet, aldrig så mange af de gode. Det var jeg helt klar over og mente også, at jeg kunne sortere det fra. Men de hårde facts, som statistikker og prognoser kan man ikke bortforklare. Og indtil jeg fik tænkt mig godt om, var der faktisk statistikker der sagde noget i retning af at 10 års overlevelsen for meningeomer var omkring 65%. Og det hang jo slet ikke sammen med den opfattelse, jeg havde fået af, at det var en godartet tumor, der rimelig nemt kunne fjernes, hvorefter man i langt de fleste tilfælde vil kunne leve et normalt længde liv - måske med nogle handicaps. Jeg fik nogle helt forfærdelige tanker om hvordan msåke jeg ikke skulle få lov at se Astrid og Nanna vokse op, ikke kunne være der for at støtte dem i svære tider, lære dem om alt det vigtige her i livet og nyde at få børnebørn en gang ud i fremtiden. Rædselsfuldt var det! Der kan nå at gå rigtig mange tanker gennem hovedet på meget kort tid og bare den korte tid jeg var gennem det, var alt for lang tid. Og jeg havde endda ikke fået en klar dødsdom fra lægerne, som der desværre er rigtig mange der oplever, ved meget værre diagnoser. Jeg har så inderligt ondt af dem der må igennem det - jeg tror ikke man kan forestille sig hvor forfærdeligt det er - heller ikke jeg på trods af den process jeg har været igennem. Jeg fik heldigvis læst endnu mere op på fakta og kunne til sidst udlede at de dårlige prognoser gjaldt for de sjældne ondartede meningeomer. Jeg kunne også se at statistikkerne ikke beskrev det samme i fx USA og Danmark. Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen prognoser for godartede meningeomer og blev derefter enig med mig selv om at det var fordi at de var super gode :-) Jeg har senere spurgt min kirurg om jeg skulle være bange for at meningeomet ville betyde at mit liv ville blive afkortet, hvortil han svarede at det var der ingen grund til. Det har beroliget mig rigtig meget. De grumme tanker om død og angsten for at skulle efterlade pigerne uden mor dukker da stadig op af og til, men kun i korte glimt, og jeg har nu så meget ro på, at jeg hurtigt får manet dem i jorden igen. Ikke at jeg er naiv... jeg ved godt at der er en risiko for at der sker noget slemt ved operationen. Det er der jo ved stort set alle operationer, men den risiko er altså meget lille. Risikoen for at jeg pådrager mig en hjerneskade eller bliver en smule handicappet pga operationen er langt mere væsentlig. Men hvad betyder det at miste hørelsen på det ene øre, blive lam i den ene side af ansigtet eller have lidt balanceproblemer hvis blot man er i live? Ja sådan har jeg valgt at se på det, selv om jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke frygtede at blive skæv i ansigtet pga lammelse. Den proces, rutchebaneturen, først op, så laaaangt ned og så op igen, den har gjort noget ved mig. Den har startet en udvikling i mig. Jeg tænker anderledes over hvad jeg har opnået i livet til nu, hvad jeg gerne vil opnå og opleve endnu - det har fået mig til at tænke over prioriteter. Det lyder vildt kliche agtigt, men jeg kan kun sige at den er god nok, for mit vedkommende. Og andre jeg har talt med, som har været i en lignende situation, kan bekræfte, at de har det på samme måde. Så det har egentlig været sundt at tage den tur, selv om det ikke var sjovt. Man kan sige det var en måske tiltrængt øjenåbner. Så må tiden vise hvad det fører med sig :-)

Når jeg har fortalt folk om at jeg har en tumor og risikoen ved operationen, har mange reageret usikkert, og har tydeligvis haft det ubehageligt over at skulle håndtere, at jeg nok ville være meget berørt af situationen. Det ER svært at vide hvad man kan sige til folk, der går gennem en svær tid. Det fantastiske er bare, at jeg har det rigtig fint med situationen. Jeg er ikke i sorg. Jeg er naturligvis nervøs for hvad der kan ske ved operationen og hvordan resultatet bliver, men jeg har valgt ikke at bruge min energi på at bekymre mig om det - hvor ville det være ærgeligt at have brugt dyrebare minutter på at grue for noget der måske aldrig kommer til ske. Nogen har antydet at jeg måtte være lidt bims, siden jeg kunne tage det så roligt - det kan også være jeg er det, men det passer mig fint :-) Jeg har valgt ikke at fortælle vidt og bredt om tumoren, både fordi, der ikke umiddelbart har været grund til det, men også fordi jeg har haft det lidt svært med reaktionerne - jeg kan godt mærke når folk gerne vil sige de helt rigtige medfølende ord, men ikke rigtig ved hvad og hvordan. Det har gjort mig usikker, fordi jeg jo heller ikke vil virke utaknemmelig over, at de mener det godt for mig, og så bare afvise dem med besked om, at jeg skam har det helt super duper. Og så bliver jeg også meget rørt af den stemning er opstår. Det er som om autopiloten siger, at nu skal jeg tude, hvis der er nogen der udpensler hvor forfærdeligt og synd de synes det er. Jeg bliver rørt af deres omsorg, og det er bestemt ikke negativt. Men det bliver en underlig akavet situation, og det er jeg desværre ikke så god til at håndtere - endnu :-)

Nå men jeg er alt i alt taknemmelig for at få en ekstra chance med et kick spark til at få overvejet om man nu går og får udlevet sine drømme og har prioriteterne på plads. Fokus på det væsentlige i nuet!