Der har været meget stille her på bloggen. Og det er faktisk positivt. Jeg skrev i mit sidste indlæg, 18 dage efter operationen, at jeg allerede kunne mærke energien vokse. Og det blev til mere, MEGET mere. Jeg har haft så travlt med at bruge den nyfundne energi, at jeg slet ikke har kunnet finde ro til at skrive her; eller jeg prioriterede det i hvert fald ikke. Det kan være, at nogen derude har tænkt, at jeg ikke skrev mere, fordi jeg havde fået det dårligt igen, men sådan forholder det sig altså heldigvis slet ikke:-) Jeg er blevet kontaktet af flere der oplevede lignende symptomer eller havde fået konstateret et meningeom, der gerne ville høre hvordan jeg havde nu. Så jeg har længe haft intensioner om at opdatere lidt her. Og nu må det være på tide.
Ansigtslammelsen forsvandt hurtigt. Næsten helt efter en måneds tid. Jeg kunne i en lang periode mærke en slags følelsesløshed omkring overlæben og næsefløjen af og til. Og jeg havde følelsen af at have en jernhat på højre side af hovedet. Meget ubehageligt, men lægerne forsikrede mig om, at det med største sandsynlighed ville forsvinde efter et halvt års tid. Jeg bildte mig også ind, at jeg smilte en smule skævt. Men havde jeg ikke vidst, at jeg havde haft en tumor, og været igennem en operation, så havde jeg ikke skænket det en tanke - så lidt var det. Men det vil nok altid være noget, der kommer til at dukke op med jævne mellemrum - hver gang der er det mindste i min højre side af ansigtet eller hovedet, så vil jeg tænke på om det nu er et mén fra operationen eller det er tumoren, der vokser igen. Som tiden går sker det dog stadig sjældnere, at jeg bider mærke i noget der føles "anderledes".
Efter et halvt år var der stort set intet at mærke mere. Og i dag slet intet. Eller, naturligvis kan jeg mærke, at det strammer lidt om arret nogengange, men det er virkelig i peditesse afdelingen. Jeg gik i et slags genoptræningsforløb hvor der var både en fyioterapeut og en ergoterapeut der talte og lavede øvelser med mig. Fysisk var det meget lidt træning jeg havde brug for, da det jo egentlig gik fint, men rart med nogle tips til balancetræning så jeg hurtigt kom ovenpå igen. Blev også trænet og testet lidt på den kognitive side, og de tilså mit ar og rådede mig til at massere det. Det var super at komme der så jeg følte at der blev tjekket lidt op på min tilstand selvom jeg var et godt "tilfælde".
Efter en måned begyndte jeg stille og roligt på arbejde igen. Et par dage om ugen og arbejde hjemmefra. Efter to måneder var jeg tilbage på fuld tid. Det var måske lidt hurtigt, men dengang var det vigtigt for mig at bevise for mig selv (og nok også andre), at jeg var helt i orden igen og ikke tabt fra arbejdsmarkedet. Og på arbejdet var man opmærksom på min situation, selvom man ikke kunne se på mig hvordan jeg havde det. Det var ganske til at have med at gøre.
Efter 3 måneder begyndte jeg også at træne. Jeg mærkede godt efter hvordan det påvirkede mig, men det gik fantastisk godt. Det var ikke hovedet der begrænsede mig, men min dårlige form:-) Det var så utroligt dejligt at mærke energien komme tilbage efter at have været helt urimeligt træt i så mange år. Jeg blev nærmest helt euforisk og begyndte at gå meget op i min sundhed og velvære. Det gav mig endnu mere energi og lykke at gøre noget godt for mig selv ved at passe på mig selv, ved bl.a. træning og god kost.
Jeg var før operationen en fyldig pige på 76 kg (168 cm), og tabte mig et par kg til operationen. Jeg var begyndt at interessere mig for low-carb-high-protein kost på det tidspunkt og forsøgte at spise lidt efter de principper. Jeg har en ide om at den proteinrige kost har været med til at lette helingsprocessen efter operationen betydeligt. Jeg tabte mig yderlig et par kg lige efter operationen fordi jeg led af en smule hovedpine og kvalme, hvilket jo er ganske normalt efter sådan en omgang. Da jeg så begyndte at træne (styrketræning) og kastede mig over LCHF livsstilen gik det ret stærks med at smide kilo. Efter 4 mdr træning var jeg 15 kg lettere end før operationen og nogen tid senere var der røget yderligere et par kg og jeg følte mig stærk (muskelmasse og mentalt) og sprængfyldt af energi og apetit på livet.
I dag, 3½ år og 2 positive kontrolscanninger efter, har jeg det stadig fantastisk. Jeg mærker stort set ikke til, at jeg har haft og er blevet opereret for et meningeom. Ikke fysisk i hvert fald. Jeg er så god som ny:-) Jeg føler mig utrolig taknemmelig over at kunne fortælle den gode historie. Jeg ved det desværre ikke er alle undt.
Hvis der sidder nogen med en meningeom-diagnose eller lignende og læser det jeg har skrevet, og har brug for at høre mere, så tag endelig fat i mig. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe ved at lytte og fortælle min historie, så gør jeg det med glæde.
